De fire oplevelseszoner

 I 2007 oprettede Folketinget fire oplevelseszoner som selvstændige konsortier. De fire oplevelseszoner er ikke en del af CKO, men udspringer af det samme politiske initiativ. Der er udvalgt fire brancher, hvor Danmark har særlige erhvervsmæssige potentialer og kreative kompetencer inden for: Mode, computerspil, madkultur og musik. Zonerne har fået tildelt 10 mio. kr. hver.

I modsætning til CKO, der arbejder med samtlige oplevelseserhverv i Danmark er de fire oplevelseszoner specialiserede rådgivnings- og uddannelsestilbud, udvikling af nye produkter og ydelser og internationale markedsfremstød for de fire erhvervs virksomheder.Det primære formål med de danske oplevelseszoner er at fremme det tværfaglige samarbejde, fremskaffe viden om mulighederne indenfor feltet, kortlægge eksisterende aktiviteter/fælles udfordringer, finde ”best practice” eksempler, analysere internationale trends, igangsætte innovationsprojekter, afholde netværksarrangementer m.m.

Computerspilzonen

Danmark skal være Nordeuropas hovedstad for computerspil udvikling. Computerspilzonen har til formål at skabe en fælles platform for hele computerspilbranchen og har som vision at gøre Danmark til Nordeuropas hotspot for national og international spiludvikling. Zonen arbejder for at skabe optimale rammer for spilbranchen, hvor målet er en sund, internationalt orienteret branche. Producentforeningen er projektholder på computerspilzonen.

Madkulturzonen

Madkulturzonen vil etablere et madkultur-erhverv, der kobler kompetencer og økonomi fra allerede eksisterende erhverv såsom turisme, fødevarer, gastronomi, kultur, transport og oplevelsesudvikling. Målsætningen er at genopfinde Danmark som et enestående værtsland, der kan tilbyde unikke madkulturoplevelser. Madeleines Madteater er projektholder på madkulturzonen

Modezonen

Det overordnede formål med Modezonen er, at hele "modedanmark" får en fælles platform, der skal ruste modebranchen til den globale konkurrence og bidrage til at gøre Danmark til verdens 5. centrum for mode. I dag er den globale mode-industri i vid udstrækning centreret i fire byer: New York, Milano, Paris og London. De fire byer har i dag tværgående netværk for brancherne inden for modeindustrien, hvilket har styrket deres positioner som modecentre. Med Modezonen, der har som mål at samle en fragmenteret dansk modebranche, er Danmark et stort skridt tættere på den internationale modeelite. Danish Fashion Institute er projektholder på Modezonen.

Musikzonen

Musikzonen er til for virksomheder, organisationer, foreninger og uddannelser med musik i fokus. Musikzonen bygger bro til andre erhverv, forskning mv. med det formål at udvide musikbranchens råderum og muligheder. Musikzonen bidrager aktivt til Danmarks placering blandt Europas førende lande, når det gælder skabelse, fremførelse og anvendelse af musik. Musikzonen vil fremme netværksskabelse, viden og innovation, samt understøtte den danske musikbranches vækst og udvikling. KODA er projektholder på musikzonen.